Om 10 dage skal Mads på 5, Konrad på 7 og jeg på 42 på vandretur i Norge.
Jeg har nogle afspadseringsdage, Konrad har fået skoleferie og Mads er stor nok til en “vandretur for store gutter”. Farmand, Svende Banan og Vitusdyret passer skansen hjemme på arbejde og i vuggeren imens.
Nå, men for at kunne vandre lidt længere skal man jo øve sig. Ligesom man skal på så meget andet for at blive god til det. Lørdag var en af de dage hvor vi skulle gå en lidt længere tur med oppakning.
Vi skulle til aftensmad på den lokale kinøjser ude i mormors hood, og det mente jeg var oplagt mål og motivation. Det var ikke meningen vi skulle gå hele vejen, men et godt stykke og så kunne vi blive hentet af far og Svend et eller andet sted så det passede med at vi alle kom til tiden.
Vi havde talt om projektet i dagene optil og på selve dagen, og vi havde pakket snacks og drikkedunke i rygsækkene.
Mads var ikke motiveret til at gå. Han ville hellere lege med dinosaurer, lege med vand i haven, og egentlig gerne have kyllingespyd (fra kinøjseren) med det samme og han brugte et væld af ukvemsord over sin dybe frustration over dette projekt. I øvrigt ville han også hellere stå på ski i Norge end at vandre. Bum.
Konrad var helt optaget af sin rokketand der virkelig også var løs. Han var ikke sikker på at han kunne gå med den tand, og hvad nu hvis den faldt ud på turen? Hvad skulle vi så gøre med den?!?!? Og hvad med tandfeen? Ville hun kunne finde den herude?
Vi bor ca 350 meter fra Hareskoven og Mads var sur som en citron hele vejen hen til skoven. Det fortsatte op ad den store sti og også da vi krydsede togbroen. Lige efter togbroen drejede vi ned af en lille sti. Han ulmede som en lille hidsig jetboiler og synes nu også at der var noget galt med bukserne. Indtil han pludselig fik øje på en skarnbasse på jorden. Den var godt nok mast og temmelig død, men det var ingen tvivl. Det var en skarnbasse.
Vi sad på hug alle tre og kiggede på dyret, og så kom der en sommerfugl forbi. “Se mor, en citronsommerfugl”, sprang han op og pegede storsmilende. Det dårlige humør var fuldstændigt forsvundet. Den lille sti vi fulgte gav os adskillige flere skarnbasser – også en levende – og vi så mus, bladlus og frøer.
Konrad fortalte at myrerne masserer bladlusene, og så afgiver lusene små søde fugtdråber med bagenden som myrerne elsker. Det havde han set i Vilde Vidunderlige Danmark. Og han konkluderede: “Mor, det er lidt som at have en drikkedunk med saft med, myrerne bruger bare lusene”.
Det er fantastisk hvad naturen kan. Ikke mindst når man lige kommer lidt væk fra de store stier og ind på de små kringlede spor, hvor man kommer helt ned i gear og en masse små herligheder viser sig.
Og det behøver hverken at være langt væk eller længe I er ude <3 <3 <3
Seneste kommentarer